Druer
Blend af Grenache, Syrah og Mourvedre
Udmærkelser
90+/100 point Wine Enthusiast + BEST BUY
Dette klassiske Rhôneblend af grenache, syrah og mourvèdre har en sympatisk kombination af afrundet californisk fylde parret med en europæisk tilgang til brugen af fadlagring, så helheden fremstår yderst harmonisk. Stilmæssigt befinder vi os et sted mellem Rhône og Australien.
Familieejede Hahn Winery har siden 1970’erne produceret ’rhônevarianter’ fra Californiens Central Coast, hvor klimaet i forskellige AVA’er udnyttes optimalt ved at dyrke hhv. grenache, syrah og mourvèdre lige netop der, hvor de trives bedst. Senere vinificeres og lagres de hver for sig, før vinmageren Paul Clifton beslutter sig for den endelige blanding. Lagringen sker med knapt halvdelen af vinen i ny, fransk eg, mens resten lagres på ældre fade, der ikke bidrager synderligt til vinens aromatiske signatur.
Arroyo Seco i Salinas-dalen, godt 60 km inde fra Monterey, huser grenache-stokke, der udgør 71 % af blendet og bidrager med røde bæraromaer i form af forfriskende hindbær og jordbær samt krydrede, ’varme nuancer’.
I det mere kystnære Santa Lucia Highlands, også i Salinas-dalen, dyrkes syrah (22 % af blendet), der byder til med kirsebær, peber, viol, struktur og syrefriskhed.
Paso Robles længere mod syd huser mourvèdre, som giver markant struktur og holdbarhed og holdes derfor på 7 % af blendet for ikke at få for mange dystre aromaer i vinen.
Hahn Winery GSM er fyldig og bredskuldret men også 'luftig' vin med flot kompleksitet. Den fremstår afrundet med en lang eftersmag, der omfavnes af sødmefulde, silkebløde tanniner, så mundtøjet efterlades i god ro og orden.
Dejlig vin til grillet kød og maskuline kødretter, herunder de rustikke simreretter, hvor både kræves tyngde og friskhed fra vinsiden.